Robin Ticciati & DSO Berlin - Debussy: Nocturnes – Duruflé: Requiem - Politiken

4/6

Alene med orkestret har Ticciati indspillet et album med meget anderledes æterisk-impressionistiske orkesterskitser i form af franskmanden Debussys foruroligende smukke 'Tre nocturner'.

Ticciati dirigere 'Nuages', som var det musikken fra Debussys opera 'Pelléas og Mélisande'. Statisk smukt. Men ikke dynamisk som Giulini i gamle dage. Musikerne spiller godt, og der er ikke mange steder, hvor ma savner præcision.

Krop og varme får man i den næste sats, en dampende hed udgave af'Fêtes'. Her afsløres volumen i orkestret. Det er måske nok til den tunge side. Men så kommer kvindekoret med havfruelokkende sirenestemmer svævende.

Debussys yngre kollega, alvorsmanden Maurice Duruflé går mindre kropsvarme veje med gamle gregorianske melodier i sit 'Rekviem'. Men meget i tonesproget er alligevel beslægtet med Debussy. Faktisk lyder det, som om den lette dødsmesse, hvor Duruflé ligesom kollegaen Fauré har droppet 'Dies irae'-delen og i stedet tilføjet et 'Libera me' til gengivelse af rædslernes yderste dag samt et afspændt 'In paradisum', vokser ud af Debussy's nocturner.

Det frnske album er en opfølger til det, Ticciati og hans tyske orkester allerede har udgivet med Debussys 'La mer', og han får hjælp fra sine allierede i Berlin. Ikke at jeg ved, om Simon Rattle ligefrem har siddet med ved indspilningen, men hans kone, Magdalena Kožená, er den velplacerede solist i rekviemmets 'Pie Jesu'-sats. Når man tænker på, at Robin Ticciati indtog Berlin for kun to år siden, og han stadig er i midten af 30'erne, er det imponerende, hvad han opnår.