Robin Ticciati & DSO - Debussy & Faure - Politiken

...Sjovt nok kan man også fange Kozena i kombination med Debussy på et andet nyt album, hvor dirigenten også er britisk, og hvor resultatet også er til fem jublende hjerter. Her er det dog ikke Debussys arbejde med Pelléas-stoffet, men en anden elegant franskmands, nemlig Gabriel Fauré, det drejer sig om. Med en sømløs overgang fra de støvede strygerklange i Faurés ukendte ’Præludium til Pénélope’ overraskes man af den svulmende romantiske gestus i orkesterarrangementer, der først for alvor rammer øret med genkendelsesfryd, når man når til den berømte ’Sicilienne’.

Magdalena Kozena kommer på banen, da Robin Ticciati og hans tyske orkester, som han har overtaget ledelsen af netop i denne sæson, bladrer frem og når til Debussys ’Ariettes oubliées’ eller ’Små glemte sange’.

HER ER DEN tjekkiske mezzos stemme perfekt placeret mellem ekstase og mystik. Det kendte digt om tårerne, der falder i digterens hjerte, som regnen falder over byen, er en del af en samling, der hos Paul Verlaine også får »Green« til at rime på »Spleen«. Man genkender den drømmende nervøse stemning fra operaen, mens man beundrer de tyske musikere om muligt endnu mere end kollegaerne fra London. Og så får man albummets hovedærinde præsenteret, så underkæben falder ned: En indspilning af noget af det, man vitterlig kan sætte etiketten ’impressionisme’ på i Debussys revolutionerende oeuvre. Det symfoniske digt ’La mer’.

Det lykkes forrygende godt under Ticciatis taktstok. Tusinde detaljer glimter og brister som bobler. Det er simpelthen suverænt. Voldsomt, præcist og imponerende i kulminationerne, der lader havet vise tænder med skummende bølgetoppe og minder om, at kun en tåbe ikke frygter det. 34-årige Robin Ticciati er langtfra nogen tåbe. Tværtimod er han en af sin generations nye topdirigenter. Til lykke med ham i Berlin.