KUNIKO - Reich: Drumming - Politiken

6/6

En halv time inde i forløbet er jeg i trance. Jeg griber mig selv i at sidde og lave vokallyde, der passer til den plirrende lyd af de mange køller, som rammer marimbaernes træstave, så mine knogler rasler med. Jeg lyder lidt som en tibetansk munk, går det op for mig.

Jeg er røget inde i komponisten Steve Reichs musikalske parallelunivers. Et univers af lyd, der tager mig på en rejse ud af kroppen.

I dag er Steve Reich 82 år. Men i 1960’erne og 1970’erne var han blandt pionererne inden for det, verden lærte at kende som minimalmusik. En musikalsk revolution, der kom fra USA, og som gjorde radikalt op med europæisk kompositionsmusik, som på det tidspunkt havde viklet sig ind i så komplicerede avantgarde pling plong-praksisser, at den almindelige lytter var hægtet af.

Først sprang amerikaneren Terry Riley i den modsatte grøft og skrev det pulserende stykke ’In C’ for et vilkårligt antal musikere, der var så enkelt, at nye lyttere uden problemer kunne stige om bord. Det var i 1964.

Så fulgte hans landsmand Steve Reich trop med ’Drumming’, der er skrevet for forskelli- ge slagtøjsinstrumenter suppleret med stemmer og fløjtelyde. Stykket blev til i 1971 efter en rejse til Afrika, hvor traditionelle afrikanske rytmer havde bekræftet Steve Reich i, at sådan kunne musik også lyde: som bølger, der glider ind mod kysten og ud igen, mens den ene bølge overlapper den næste, og mønstre umærkeligt skifter. Fader ind og ud. Phasing, kaldte han det.

’Drumming’ opføres som regel af 12-13 mu- sikere. Pulsen er holdepunkt i en flimrende verden, og en opførelse varer et sted mellem en lille time og op imod halvanden time.

Med tilladelse fra mesteren selv

Nu har en japaner indspillet værket. Solo. Fordi hun vil være sikker på, at alting sidder lige i øjet. Det lyder som et udspil fra en kontrolfreak, og det er japanske Kuniko Kato også. Som andre slagtøjsspillere verden over er hun vant til at fokusere på krævende kom- positionsmusik fra vores egen tid, og efter albumudgivelser med værker af Arvo Pärt og Iannis Xenakis har hun indhentet Reichs tilladelse til at indspille ’Drumming’. Helt alene.

Kuniko, som hun bare kalder sig, har gjort det, fordi der ikke var nogen solostykker for slagtøj af Reich, hvis musik hun beundrer. Hun har gjort det ved hjælp af multi-trackindspilninger og overdub, og det fremgår tydeligt af den lange ledsagetekst, hun har skrevet til sin udgivelse, at hun ikke accepterer sjusk. Alt skal være perfekt.

Det er derfor nogle meget tørre, præcise slag, der indleder Kunikos 70 minutter lange rejse hen over Steve Reichs tonehav. Men så snart tonerne begynder at forskydes og mangedobles, vækkes musikken til live, og der er flere dele af værket, Steve Reich aldrig selv har hørt spillet så præcist før, fremgår det af citater fra Kunikos korrespondence med komponisten.

Så klar en fremlæggelse har Steve Reich i det hele taget formentlig aldrig forestillet sig. Men her er den. Den er fascinerende, og på plade virker den ultimativ. Tonerne springer til alle sider som hoppebolde, og på turen fra bongotrommer via marimbaer til metalliske klokkespil er det hele tiden et ultracool indtryk, man har hængende i ører- ne. Powerfuldt, men kontrolleret.