Robin Ticciati & DSO - Ravel & Duparc: Aimer et mourir - Klassisk

4/6*

Titlen 'Aimer et mourir', elske og dø, er fængende, men ikke hundrede procent dækkende. Der tales virkelig meget om kærlighed og elskov i dette program med sange og danse af Ravel og Duparc men der er ikke ligefrem nogen, der dør. Ikke desto mindre er størstedelen af musikken præget af en sensuel og meget franske program får en smuk og idiomatisk udførelse. Pudsigt nok af et tysk orkester med en britisk dirigent og en tjekkisk solist.

Det begynder med Suite nr. 2 fra Ravels ballet musik 'Daphnis og Cloé'. Det er den suite, der begynder med den berømte skildring af solopgangen og slutter med en ekstatisk slutdans. Bookletten genfortæller historien om en af Ravels venner, der undrede sig over, hvordan komponisten, der aldrig stod ud af sin seng før kl. 10.30, kunne skildre solopgangen så smukt, hvortil Ravel svarede: »Jeg bruger min fantasi«. Robin Ticciati, der i et par år har vært chefdirigent for Symphonie-Orchester Berlin og allerede har udgivet flere cd'er med dem, vælger generelt rolige tempi, lader på fin vis musikken få plads og ro til at samle sig, og hans glimrende orkester følger meget indforstået.

Noget ældre end Ravel var komponisten Henri Duparc, der var udstyret med en så akut selvkritik, at han destruerede manuskripterne til alle sine værker bortset fra 17 sange og et par klaver- og orkesterstykker. De er til gengæld i høj grad værd at lytte til med deres spændende blanding af Wagnerbetagelse, som han i lighed med mange af sine franske samtidige lå under for, og en meget fransk trang til at holde på klarhed og orden.

De fire Duparc-sange er ikke fra komponistens side tænkt som en cyklus, men de kredser om nogle fælles temaer som kærlighed, længsel og nostalgi i et tonesprog, hvor lange, svævende melodier i fin symbiose med de franske tekster flyder oven på den sensuelle orkestersats. Her kommer mezzo-diva en Magdalena Kozená på banen med modne og særdeles gennemarbejdede fortolkninger, vokalt med et dejligt lys i klangen og et smukt piano - ikke mindst i den stille sange 'Chanson triste'.

Nostalgi er ikke, hvad den har været, og efter Duparcs sange renses luften med Ravels helt anderledes skarpe og nutidigt klingende 'Valses nobles et sentimentales'. Endnu en glimrende udførelse, med en smuk balance mellem kølig nostalgi og elegance, med ulastelig omhu for detaljerne.

Henri Duparc får sidste ord med det sjældent hørte, æteriske orkesterstykke 'Aux étoiles', hvor strygere og træblæsere har et studie i sarte nuancer og delikate schatteringer. Wagners 'Tristan og Isolde' stikker også her hovedet frem i denne smukke og sensuelle musik.