Beethoven Piano Concertos 3, 4 & 5 - Politiken

På papiret ser det håbløst ud at kombinere Scottish Chamber Orchestra og dirigenten Charles Mackerras, kendt for en direkte og utilsløret approach til klassikerne baseret på historisk opførelsespraksis, med en gammeldags, romantisk indsillet pianist som portugiseren Artur Pizarro. Jeg mener, hvad laver et lille, peroiodeorienteret Beethovenorkester sammen med en fuldfed, romantisk opdraget koncertpianist?

Men kombinationen af det dynamiske orkester og det fuldvoksne vidunderbarn fungerer. Hvad man får, et Beethovens tre modne og mest populære klaverkoncerter i stærke, direkte no nonsense-fortolkninger. Indspilningerne er på god tog ondt renset for pianistiske nøkker, sådan som man til overmål kan opleve de mhos en russer som Mikhail Pletnjov. Særlig i ‘Kejserkoncerten', den femte og sidste af koncerterne, fungerer den rene, elegante, aldrig voldsomt subjective stil rigtig godt. Man kan savne noget betoning hos solisten på steder, hvor de for alvor spændende pianister folder sig mere ud. Men spillet er i øvrigt dejlig klart og resultaterne til mere end bare tre triste hjerter.