Behzod Abduraimov - Debussy - Chopin - Mussorgsky - Politiken

Der er mange dygtige pianister, menden usbekiskfødte, amerikanskud-dannede Behzod Abduraimov er klavertekniker på et niveau, man sjældent møder. Denne 30-årige musiker er simpelthen en sublim klaverspiller. Noget, han på tidligere album har vist i det meget virtuose russiske repertoire, hvor vanskelighederne ofte er en del af den musikalske pointe. Så meget desto finere er det på hans seneste udspil at opleve ham i mere poetiske, ikke effektjagende klassikere fra klaverrepertoiret.

Der er stormfuld romantik og masser af følelser på spil i de 24 præludier, Chopin skrev, som var det en digtsamling i toner. De fås i utallige stærke indspilninger, men Behzod Abduraimov går roligt og sikkert sin egen vej med mørke, på en gang stærke og følsomme fortolkninger af de nogle gange rolige, nogle gange fast forward-flimrende småstykker, og det lykkes ham at gøre oplevelsen til en helhed ved at colourgrade musikken, så de mange små musikalske scener bliver til dele af den samme musikalske film- oplevelse.

Krydret med lidt Wagner

I den samling af klaverstykker, den franske impressionist Debussy med en engelsk titel kaldte for ’Children’s Corner’, er der både plads til en serenade til en dukke, en vuggevise til en elefant og en flok dansende snefnug. Besøget på barneværelset, som tilhørte Debussys elskede treårige datter, slutter med en cakewalk. En jazzdans fra de amerikanske sydstater, der regnes for at være forløberen for ragtime. Her krydret med lidt Wagner.

Det bedste gemt til sidst

30-årige Abduraimov får det hele med i Debussys musikalske legehjørne, hvor intet er kantet eller hårdt at slå sig på, men hvor barnelegen løftes til at blive noget smukt. De indledende kedsommelige klaverøvelser, lidt større børn på Debussys tid skulle igennem, og som indleder samlingen med stykket ’Doctor Gradus ad Parnassum’, bliver forvandlet til diset, mørkfarvet poesi.

Dukkeserenaden er en opvisning i, hvor elegant man kan løfte musikken op over taktstregernes tyranni, og den gamle jazz- dans spiller han sublimt. Men den store oplevelse er gemt til sidst, for Abduraimov slutter alligevel af med noget, der kræver det store pianistiske vingefang. Nemlig russeren Mussorgskijs gallerirundtur ’Udstillingsbilleder’, hvor der også skiftes fra det ene udtryk til det næste, men hvor man får lov at mærke pianistens muskler undervejs.

Abduraimov kombinerer styrkeprøven i de mange forskelligartede kunstoplevelser på gallerirundturen med imponerende ekspansionskraft, og lysglimtet efter turen ned i katakomberne afløses af al den kraft og ekvilibrisme, man kan ønske sig, i billedet af heksen Baba Ya- gas hytte på hønsefødder.

Man oplever selvsikkerhed og mange fine overvejelser og dispositioner, inden Abduraimov minder om sin status som virtuos kraftkarl ved at slå flyglet grundigt ud af stemning i det afsluttende billede af den store port i Kijev. Chopin og Debussy er gode oplevelser på dette album. ’Udstillingsbilleder’ spiller Behzod Abduraimov suverænt.