Thomas Sondergard - Sibelius: Symphonies 1 & 6 - Politiken

De elsker nordisk kultur, nordiske tvserier og nordiske striktrøjer i Storbritannien. Men også nordisk kompositionsmusik har i mange år været i høj kurs på de britiske øer. Både Sibelius og Carl Nielsen har haft stor bevågenhed i Storbritannien, og derovre headhunter de i disse år nærmest systematisk danske dirigenter til deres symfoniorkestre. BBC Scottish Symphony Orchestra har lige afsluttet første sæson med sin nye chef Thomas Dausgaard, der tidligere slog sine folder som chefdirigent i Danmark og Sverige, og i Wales har den danske chefdirigent de sidste fem sæsoner heddet Thomas Søndergård. Og det stopper ikke der. For for nylig gjorde Royal Scottish National Orchestra danskeren til sin kunstneriske leder fra 2018. Med sit walisiske orkester er Thomas Søndergård i gang med en indspilning af Sibelius’ syv symfonier, og efter et bemærkelsesværdigt album med 2. og 7. Symfoni, der kan måle sig med nogle af markedets bedste, er turen kommet til 1. og 6. Symfoni. Etteren dirigeres med friskhed og et dejligt dynamisk take på den inspiration fra Tjajkovskijs patosfyldte univers, som er så tydelig i Sibelius’ 1. Symfoni. Søndergård tager sig tid til at komme rigtigt til bunds i symfoniens forskellige udtryk, og det skaber kontraster. Den ef- terfølgende langsomme sats begynder for eksempel uendeligt blidt, næsten forsagt, og det er tydeligt, at Thomas Søndergård går efter kernen i musikken. Hans tilgang er præget af en vilje til at se friskt på stoffet. Her surfes ikke af sted med høj fart som hos kollegaen Osmo Vänskä og Lahti Symphony Orchestra. Lydbilledet er på én gang varmt og usædvanligt klart med strygerspil, hvor man synes, man kan høre hver eneste streng, og med finalens begra- velsesmarch åbnes der for en følelse af fuldtonet sorg, som står i modsætning til den flimrende lette oplevelse af rislende natur, man møder i 6. Symfoni. Her kan man til gengæld nyde associationerne til finsk natur med søer og birketræer og de usædvanligt lange tilløb, hvor musik- ken kun hen ad vejen samler sig, som er karakteristiske for symfonikeren fra det høje nord. Lethed og præcision i sekseren og en voldsom kraft og beslutsomhed i fortolkningen af etteren er styrker, der gør, at jeg ikke er færdig med Søndergårds seneste Sibeliusudgivelse fra Wales.